Tine Bryld Prisen 2014 hylder Værestedet Muhabet og Vesterbrobetjent
Tine Bryld Prisen går til Værestedet Muhabet, et værested for traumatiserede og psykisk sårbare indvandrere og flygtninge, stedets tre stiftere har modtaget tilsammen kr. 50.000, mens Muhabet får mulighed for en støtte på op til kr. 450.000 til deres arbejde. Særprisen på kr. 50.000 er blevet overrakt til politibetjent Rud Ellegaard for hans utrættelige arbejde gennem 30 år med udsatte skæbner på Vesterbro.
Modtagerne af Tine Bryld Prisen er Værestedet Muhabet og dets tre stiftere Najib Haddar, Emine Ayyildizoglu Haddar og Lise Poulsen. Muhabet, der er et værested for traumatiserede og psykisk sårbare indvandrere og flygtninge, er etableret i foråret 2003 og ligger på Vesterbrogade på Frederiksberg.
Til Muhabets tre stiftere udtaler Helle Degn:
”For den, der kommer hertil fra et andet land, kan det danske samfund opleves som en ørken. Og for den traumatiserede kan sprogvanskeligheder, kontakt til myndigheder og selve livet i Danmark opleves som en veritabel ørkenvandring. Muhabet er et lille telt i ørkenen.”
Dette års ekstraordinære særpris blev overrakt til politibetjent Rud Ellegaard, som gennem mere end 30 år har ydet en særlig personlig og professionel indsats på det sociale område i sit erhverv som lokalbetjent på Vesterbro blandt hjemløse, stofmisbrugere og prostituerede og berettet om det i bogen ”Landbetjent på stenbroen”, som udkom tidligere i år.
Stenbroens sociale arbejde fra to sider markeres
Med de to priser, der netop er blevet uddelt med fokus på gadens sociale helte fra to meget forskellige vinkler, markerer Tine Bryld Prisen vigtigheden af både den frivillige hjælp på det sociale område samt myndighedernes respektfulde indsats i udsatte miljøer. Herved fremhæver årets priser vigtigheden af det tværfaglige og personnære sociale arbejde.
Helle Degn udtaler:
”For prisudvalget har det været en særlig glæde at kunne bringe vore to prismodtagere sammen – Rud Ellegaard med sin flotte tilgang til sit og politiets gadearbejde og for Najib, Emine og Lises flotte tilgang til de flygtninge og indvandrere med traumer og diagnoser med sig i bagagen – på gaden og i et nyt land, som jo bør byde ind med sin gæstfrihed og sit fælleskab.”