Den 21. april 2011 mistede vi Danmarks store socialrådgiver, Tine Bryld.
Tine Bryld blev i 2015 kåret som århundredets mest betydningsfulde kvinde, og der er ingen tvivl om, at hun den dag i dag stadig har stor betydning for mange mennesker.
Som vært på radioprogrammet Tværs hjalp hun utallige unge mennesker, som ringede ind fra hele Danmark med spørgsmål og tvivl om stort og småt. Uanset om det drejede sig om ensomhed, kærestesorger eller fortvivlelse over livets omstændigheder kunne Tine skære igennem med skarpe holdninger og stort hjerte, så de unge kærligt, men bestemt fik vejledning og gode råd.
Tines sociale engagement kom ikke kun til udtryk i radioen og i hendes rolle som socialrådgiver, men også i privaten, hvor hun åbnede sit hjem for dem, der havde det svært. Hun engagerede sig i mange sociale problematikker og knoklede for at blive hørt, uanset om hun talte på egne eller andres vegne. Det engagement fik hende forbundet med mange forskellige mennesker, og det blev også til venskaber på kryds og tværs, fra Christiania til Forsvarsministeriet.
Tine var oprigtigt interesseret i sine medmennesker, og hendes entusiasme i det sociale arbejde bliver i dag mindet og hyldet med Tine Bryld Prisen. I 2017 fik hun en plads opkaldt efter sig på Frederiksberg, hvor hun boede hele sit liv, og hendes stemme bliver hørt og husket den dag i dag.
I dagens anledning mindes vi med varme tanker en kvinde med ben i næsen og hjertet på rette sted.
Coverbillede: Jens Honoré
Tale til Tine
Skrevet af Anna Elisabeth (Lisbeth) Jessen
Talen er skrevet til uddelingen af Tine Bryld Prisen på VEGA den 21. oktober 2020
Tak for invitationen til at komme her og holde tale for jer og for Tine. Vi glemmer hende aldrig. Det er mig en ære.
Jeg vil gå tilbage – helt konkret til en søndag aften i radiohuset i 90erne. P4 i p1 – Tværs-telefonen er åben. Tine er inde i studiet.
En ung fyr ringer ind. Hvad handler det om?
Situation:
Sorte tanker om død og ulykke. Passer ikke sin skole. Er ikke altid sød overfor sin tålmodige kæreste og skræmmer venner væk med selvcentrerede dommedagsprofetier.
Hans mor, der er skilt fra hans far, sidder tungt på den følsomme dreng og træffer alle dispositioner på hans vegne. Laver også mad til ham, selvom han er flyttet hjemmefra, og giver ham penge. I går holdt hans kæreste fest. På et tidspunkt får han en anden pige med op på kærestens værelse, hvor han læser egne digte op for hende. Hun bliver begejstret for hans vid og spår ham en glorværdig fremtid som digter, hvilket også er hans egen drøm. Kæresten dukker op og bliver vred over dette litterære møde i hendes soveværelse. Aftenen ender med, at han overfuser sin nye muse, hvorpå han går på toilettet og skærer sig i håndleddet seks gange.
Råd:
Selv digtere kan ikke leve af Weltschmerz alene. Nu må du få fingrene ud af navlen, hugge navlestrengen over til mor og i øvrigt beslutte dig for, hvad du vil. Uanset, hvad du vælger, er det ok at blive digter. Men tingene kommer ikke af sig selv, du skal slide i det, kæmpe for det.
Vurdering:
Kan fint redigeres og klippes til en tværs 2
Tine-citater kan findes i materialet til evt. spot
”Du er en rigtig regnorm”
”Og så er der kun en, nemlig hertugen selv, der kan tage beslutningen”
”Pat ikke på skolen, som et barn patter på en sutteflaske”
Det her er citater fra vores tværsbøger, tværsproducernes bøger, hvor vi skrev ned i til hinanden, om en samtale var brugbar, altså ud fra de tre kriterier: Situation, råd, vurdering.
Jeg har selv været producer mange gange, det var vi på skift, de redaktionelle medarbejdere i ungdomsredaktionen.
Holdet bestod af producer og hovedpersonen Tine samt tekniker og så en lille skiftende gruppe af studerende, der passede telefonerne ude i slusen. For intet blev sendt direkte, alt blev båndet, og samtalerne blev nøje udvalgt bagefter af os, producerne, i samråd med Tine, og så blev de klippet og redigeret af evt. anonymitetshensyn men også ud fra, om der var en anvendelighed i dem, som andre unge kunne nyde godt af.
Dengang var minutterne i Danmarks Radios radio noget mere kostbare end i dag, kan det synes, hvor revl og krat eller smalltalk ryger uredigeret ud i æteren, og hvor der ikke er en redaktion bag, der klart har formuleret retningslinjerne for, hvad man sender. Det gjorde vi dengang. Tiden var en anden. Og først og fremmest havde vi mere af den til at både forberede os i og også færdiggøre indslagene i.
De unge kunne ringe ind før p4 gik i luften. En halv time før, og så som aftenen skred frem blev 6-8 samtaler udvalgt og sendt ind til Tine i studiet, som fyren, jeg lige fortalte om.
Produceren tog notater, der kunne se ud som det, jeg læste op før. Og referaterne blev indført i de hellige Tværs-bøger, vi overleverede til hinanden fra uge til uge.
Formatet, vi skrev ind i, var altså: Situation, råd og vurdering. Altså var samtalen en mulighed i forhold til at blive redigeret. Kunne den sendes? Eller skulle der en opfølgning på ugen efter? Det hændte ofte. Den unge blev bedt om at ringe ind til Tine igen søndagen efter, og så havde Tine måske undersøgt noget eller fået den unge til selv at undersøge noget.
Nogle gange sad vi producere udenfor i regirummet sammen med teknikeren og talte til Tine ind i hendes hovedtelefoner, hvis hun ellers havde sagt ja til det, for det kunne godt forstyrre hende afhængig af, hvem produceren var, og hvor mange gange produceren fik lyse indfald. Andre gange sad vi inde i selve studiet sammen med Tine, hvor vi så kun kunne skubbe små lapper over til hende med de spørgsmål, vi syntes, ud fra en redigeringsmulighed, vi manglede at få svar på.
Selve producerrollen kunne godt være en balance. At fylde så lidt som muligt og ikke forstyrre hverken Tine eller den, hun talte med, men alligevel at få de informationer med i samtalen, som et fyldestgørende indslag krævede.
Sagt på en anden måde. Tine skulle være til stede, lytte, give råd, ikke så meget tænke på formidlingen bagefter, det skulle vi. Fx klippede vi en del ja’er og nå’er og nej’er ud.
Vi kategoriserede de færdigredigerede tværs-samtaler som tværs 1 og tværs 2. Indslag, der kunne sendes i p4 i p1-fladen. Tværs 1 skulle gerne være knap så tung. Vi kaldte den for ”bøjler på tænderne”-tværsen , og den blev sendt relativt tidligt på aftenen i falden. Senere kom så tværs 2, hvor den unge for det meste var lidt ældre og problemstillingen noget alvorligere.
Selvfølgelig er der mange lyttere, der har troet, at tværs’erne blev sendt direkte, og at Tine med det samme fandt ind til alvoren, men smalltalken og sidehistorierne fyldte meget mere, samtalerne var nogle gange meget lange, og det var vores, producernes, rolle at klippe det unødvendige fyld ud og få en klar tværs frem med begyndelse, midte og slutning. Dermed ikke sagt at samtalerne gik i øst og vest, tværtimod, for nu kommer jeg til det særlige, Tine i den grad mestrede.
Tine ejede den sjældne evne at høre andet end ordene og mellem sætningerne, hun forbavsede gang på gang med at høre noget helt andet i det, den unge sagde. Og de fleste gange fik hun ret.
Tine var bedst til at tale med de kloge og besværlige unge. De alt for naive og medgørlige kunne hun godt blive irritereret på og få lyst til at ruske i dem i telefonen.
Men pludselig kunne der også opstå en fuldstændig klar og skrøbelig ømhed i Tines sind og i hendes ord, når hun mødte en ung i telefonen med et svært liv.
Tine var nysgerrig, allerhelvedes nysgerrig, og hun havde empati og en udviklet fantasi, for eksempel fantasien til at indleve sig i den hun talte med på den måde, at det var bare var et tilfælde, at rollerne var, som de var. En evne der var unik og anderledes end det, man ofte møder i behandler-verdenen, hvor der er et de og et os, efter min menig. Og så kunne hun glemme sig selv helt. Hun kunne få opbygget en tillid på ganske kort tid gennem telefonen. Og det er derfor, at unge mange gange har fortalt Tine noget, de aldrig før har fortalt til nogen.
Engang lavede jeg en radiomontage om TVÆRS, den hed ”Hvorfor ringede hun ikke igen?” Den handler om en pige, der snyder sig igennem telefonslusen og får Tine til at tro på en ret makaber historie. De første ord pigen siger er:
”Jeg er blevet gravid”, og Tine siger så ”Hvem er det så, du er blevet gravid med?” Og pigen svarer, ”jeg håber, det er med en engangsforestilling, ellers er det med min far.”
Ret så dramatisk en begyndelse. Vi havde kontakt med pigen flere søndagsaftener, men vi sendte aldrig tværs’erne i p4, før jeg fandt ud af, hvad der var hændt og hvorfor vi mistede kontakten til pigen. Montagen er blevet en klassiker, historien handler om løgne og om, hvordan mediet reflekterer over sig selv.
Min radiomontage var selvfølgelig ikke dækkende for Tværs, og derfor, da der var tale om, at TVÆRS skulle lukke, ønskede jeg at lave en dokumentarfilm om TVÆRS og Tine, en hommage til både institutionen og hende.
Filmen kan stadigvæk ses på Filmstriben. Det er en klassisk dokumentarfilm, hvor jeg prøver at visualisere det særegne, som var Tines store kvalitet. Egentlig en mærkelig filmopgave, når tværs i den grad handler om telefoner, om ord, om det der ikke kan ses, om at være anonym. I filmen ringer en pige, Nanna, ind, og taler om opvækstproblemer i hjemmet og udenfor hjemmet. Lidt løst og fast. Hendes stemme er presset. Tines ører bliver større. Tine forsvinder ind i mikrofonen. Hun kan høre, der er noget helt galt. Ikke kun mindre problemer. Det viser sig, at pigen Nanna har været ude for svære overgreb i sit liv bl.a. i en plejefamilie. Noget, hun har aldrig har fortalt om før.
I filmen følger vi Nanna og hendes kontakt til Tine, der er også andre med. Men hovedpersonerne er Nanna, tværstudiet og Tine. De to blev ved at have kontakt, indtil Tine blev syg. Jeg har også kontakt til Nanna. For Nanna er der et før og et efter hun ringede til Tine.
Filmen slutter med, at Tine tager metroen hjem, efter at have lukket ned for Tværs for sidste gang, mens vi på lydsiden hører.
Som et strejf af en dråbe
Fik vi lov til at håbe
På de ting, som skal komme
Før end livet er omme.
TAK
Tale til Tine
Skrevet af Gitte Løkkegaard
Talen er skrevet til ifm. uddelingen af Tine Bryld Prisen 2019 – samme år, som Tine ville være fyldt 80
Hendes stemme er kaldende venlig. ”Hallooo, det er Tine.” Der er tavshed i den anden ende. Stemmen bliver blødere. ”Er det Signe?”. Stadig tavshed i et par sekunder, så hører man en lille gennemsigtig stemme. ”Ja”. ”Hej Signe,” siger hun, og de ord findes ikke i sproget, som kan beskrive den omsorg, der bølger ud i telefonen, når hun spørger: ”Hvad har du på hjerte, min ven?”
Ovenstående er et uddrag fra biografien om Tine Bryld – fra nok det vigtigste kapitel i bogen og i Tines arbejdsliv: Hendes arbejde på radioprogrammet, Tværs.
For selvom hun gjorde en forskel i så mange sammenhænge – for så mange mennesker, så var det her, hun blev en grundtone, en stemme imellem os, en pol vores kompas kunne søge. I 36 år sad hun der, som alle unges fortrolige, den evigt lyttende, udspørgende, trøstende og afklapsende. Alt efter behov. I 36 år sad hun og sagde det vigtigste, der er at sige til nye generationer af teenagere: ”Du er god nok!”
Ordet ”Perfekthedskultur” var, så vidt jeg ved, ikke opfundet, da Tine døde i 2011. Men det betyder ikke, at de/vi unge i 70’erne, 80’erne, 90’erne og 0’erne ikke også sloges med netop det: At slå til, at være god nok, pæn nok, dygtig nok, succesfuld nok.
Men vi mangler hende nu. I denne tid, hvor det er blevet så udtalt, at vi skal være perfekte – hele tiden og på alle parametre. Vi mangler hende til at tale dunder imod en kultur, der undergraver mennesker og ødelægger sjæle: Dette – at vi kun er værd at elske, hvis vi er perfekte. Vi mangler hende til at fortælle os, at vi er elskværdige selvom vi ikke hører til blandt de smukkeste, de slankeste, de dygtigste og de mest succesfulde, men vi mangler hende også – og måske især – til at fortælle os, at vi også er værd at elske, selvom vi, med alle vores uformåenheder, kommer til at fucke up, til at svigte og til at gøre andre ondt.
Bogen om Tine kom til at hedde ”Et lettere kaotisk ridt”. Redaktøren synes ikke, det var en helt mundret titel, men jeg insisterede. Det var Tines egne ord – en gang i foråret 2009, hvor hun lå på en seng i en lejlighed i Spanien. Vi var taget derned for at arbejde med bogen, og hun var i en slem forfatning. Natten før havde hun haft en seriøs omgang Roskildesyge, og to nætter forinden var hun faldet ud af sin smalle enmandsseng – måske fordi hun var vant til at sove i en meget større seng – måske fordi vi havde drukket lidt vel meget hvidvin aftenen forinden. Hvorom alting er, havde hun et blå-lilla mærke på benet på størrelse med en gammel singlevinylplade, hendes mave var ikke helt faldet til ro, og hun mente ikke, hun var i stand til at blive interviewet. Men jeg satte mikrofonen på natbordet ved siden af hende og sagde: ”Tal”, og så sad vi (eller jeg sad og hun lå) i det lille soveværelse i en skumringstime og snakkede, og det var i den samtale, vi kom ind på hendes egen fejlbarlighed. Hun sukkede og sagde: ”Mit liv … det har minsandten været et lettere kaotisk ridt henover prærien.” Det var også her, hun sagde: Hvis ikke jeg var så ufuldendt og klodset i mit eget liv, så havde jeg nok ikke kunnet møde andre mennesker på den måde, jeg har gjort.”
Og Tine mødte mennesker. Hun mødte de unge piger på mødrehjælpen, der var blevet gravide uden en mand og et ægteskab til at legalisere det. Hun mødte de ældre, slidte og udmattede kvinder, der var gravide for syvende gang og som ikke magtede endnu et barn, hun mødte narkomanerne på Dagcenter for Misbrugere -i i en tid, hvor man ikke vidste, hvor stor og altødelæggende en kraft stofferne er, hun mødte de udstødte og utilpassede på Christiania, de forvaringsdømte grønlændere med tidsubestemte straffe, og hun mødte dem ikke bare, der hvor de var – når hun var på arbejde. Hendes dør på Uraniavej stod åben, og det blev den ved med – også efter at Sonny Boy havde stjålet deres stereoanlæg to gange, en nys løsladt – og helt fremmed fyr lånte Tines stationcar til at flytte i men glemte at levere den tilbage, og det gjorde den, efter at politiet omringede huset, fordi Store Iben havde stjålet et barn i en barnevogn og taget det med hen på Uraniavej. Og der var altid en seng til en perifer bekendt eller kollega, når livet kom ud af kontrol. Det var der i hvert fald til mig en gang, jeg havde brug for det. Dengang kendte vi kun hinanden fra Tværs, men hun var alligevel den, jeg ringede til, og det var hende der sagde: ”Selvfølgelig lille skat, du kommer bare.” Det ved jeg, der er mange andre, der også har hørt, og alle vi, der kom til at kende hende rigtig godt, vil for evig og altid savne hendes ”Hej skat” i telefonen.
I dag ville Tine være blevet 80 år, og jeg er fuldstændig sikker på, at havde hun levet, ville hun stadig være i fuld gang med at efterleve sit yndlingsbonmot: Life isn’t about waiting for the storm to pass, it is about learning to dance in the rain.” Hun ville stadig have danset i regnen, hun ville stadig ufortrødent have set og fortalt om sine egne uformåenheder og derfor med stor autoritet stadig være gået ud og sagt til en ny generation. ”Du er god nok.”
For præcis det er nok det vigtigste at sige om Tine. Hun kendte til menneskets grundvilkår. Hun sagde det selv: ”Alt det gode, som vi så gerne vil gøre, og alt det onde vi kommer til at gøre i stedet”. Så det var hendes grundtone. Hun sagde, at vi godt må fucke op, at vi må svigte og gøre andre ondt – eller det må vi selvfølgelig ikke, men vi gør det. For det er det, mennesker gør. Det vidste Tine, og derfor mødte hun alle med stor tolerance og largesse, og sagde, at vi er værd at elske, selvom vi nogle gange ikke opfører os ordentligt – i ordet egentlige forstand. Derfor nåede hun ud til os alle og tog om vores hjerter. Os alle sammen: De tilsyneladende perfekte, de lasede, de pjaltede, de uformående, de udstødte, de højtråbende, de utilpassede og de uperfekte. Og hun fortalte os alle sammen – hver og en: Du er god nok!”
Jeg kendte Tine i 24 år – men jeg fik kun fornøjelsen af at kende hende rigtigt i de år, hvor vi arbejdede med bogen, udgav den og derefter kørte rundt i Tines bil (hvis hun ikke lige havde lånt den ud til en ven eller fremmed, der havde brug for den) – i hele Danmark og spiste franske hotdogs og fortalte om hendes liv og vores samarbejde. I de år nåede hun at blive min ven. Og jeg savner hende. Jeg savner hende, hver gang, der sker noget nyt i mit liv, som jeg har lyst til at fortælle til netop hende. Jeg savner også at kunne være en af dem, som hun ringede til, når livet og kærligheden var svær – når hun ringede op og sagde: ”Åh Gitte, jeg bliver vanvittig”. For Tines liv var stadig turbulent, selvom hun var en dame af alder.
Men jeg mangler hende allermest – hele tiden og altid – til at forsikre mig om, at jeg ikke behøver at være perfekt, at jeg ikke behøver lade skammens grimme fjæs tårne sig op i surrealistisk overstørrelse, når jeg har gjort noget forkert – at jeg er god nok alligevel. Netop god nok – på trods – og alligevel.
Og så er det nu ikke helt sandt. Jo … kors, hvor ville jeg ønske, hun var på den her jord stadigvæk. Men af alle stemmer, jeg har hørt i mit liv, er Tines den, der står allermest tydeligt. Jeg kan finde den i mit hoved – med alle tonefald – med alle nuancer. Hun er hos mig, som hun er hos alle dem, hun elskede og hos alle dem, der fik et kærligt klap, en opsang, et anerkendende ”Hmm” og et skub til at gå videre – ud i livet, som dem de var, med det de kunne, og det de ikke magtede.
Tak Tine, hvor du end er, fordi du krydsede vores vej og gjorde livet – lidt nemmere.