Foreningen Sabaah modtog i oktober Tine Bryld Prisen 2018. Det skete under en live radioudsendelse af programmet Tværs, som i aftenens anledning blev sendt fra Vega.
Gunvor Wibroe, formand for Foreningen for uddeling af Tine Bryld Prisen, fortalte i sin tale, at Sabaah har fået Danmarks store socialpris for sit engagement for at forbedre vilkårene for LGBT+-personer med minoritetsetnisk baggrund. Sabaahs forperson, Laeth Shir-Ali, tog imod Prisen, som bl.a. kan bruges til at udvikle og forankre Sabaahs arbejde i hele landet.
Sara Bovin, vært på Tværs, interviewede også Abdel Aziz Mahmoud og hans mor, Souad Taha, om deres historie og det generelle behov for en forening som Sabaah, der støtter og styrker unge mennesker i svære situationer.
Stort tillykke til Sabaah med den velfortjente pris!
Hvis du vil se, hvordan vi overraskede Sabaah under et helt almindeligt bestyrelsesmøde, kan du klikke her eller finde videoen på vores Facebookside.
Billedrettigheder: Kasper Witte Larsen / Büro Jantzen.