18. december: Tine Brylds fødselsdag

Hendes stemme er kaldende venlig. ”Hallooo, det er Tine.” Der er tavshed i den anden ende. Stemmen bliver blødere. ”Er det Signe?”. Stadig tavshed i et par sekunder, så hører man en lille gennemsigtig stemme. ”Ja”. ”Hej Signe,” siger hun, og de ord findes ikke i sproget, som kan beskrive den omsorg, der bølger ud i telefonen, når hun spørger: ”Hvad har du på hjerte, min ven?”

Ovenstående er et uddrag fra biografien om Tine Bryld – fra nok det vigtigste kapitel i bogen og i Tines arbejdsliv: Hendes arbejde på radioprogrammet, Tværs.

For selvom hun gjorde en forskel i så mange sammenhænge – for så mange mennesker, så var det her, hun blev en grundtone, en stemme imellem os, en pol vores kompas kunne søge.  I 36 år sad hun der, som alle unges fortrolige, den evigt lyttende, udspørgende, trøstende og afklapsende. Alt efter behov. I 36 år sad hun og sagde det vigtigste, der er at sige til nye generationer af teenagere: ”Du er god nok!”

Ordet ”Perfekthedskultur” var, så vidt jeg ved, ikke opfundet, da Tine døde i 2011. Men det betyder ikke, at de/vi unge i 70’erne, 80’erne, 90’erne og 0’erne ikke også sloges med netop det: At slå til, at være god nok, pæn nok, dygtig nok, succesfuld nok.

Men vi mangler hende nu. I denne tid, hvor det er blevet så udtalt, at vi skal være perfekte – hele tiden og på alle parametre. Vi mangler hende til at tale dunder imod en kultur, der undergraver mennesker og ødelægger sjæle: Dette – at vi kun er værd at elske, hvis vi er perfekte. Vi mangler hende til at fortælle os, at vi er elskværdige selvom vi ikke hører til blandt de smukkeste, de slankeste, de dygtigste og de mest succesfulde, men vi mangler hende også – og måske især – til at fortælle os, at vi også er værd at elske, selvom vi, med alle vores uformåenheder, kommer til at fucke up, til at svigte og til at gøre andre ondt.

Bogen om Tine kom til at hedde ”Et lettere kaotisk ridt”. Redaktøren synes ikke, det var en helt mundret titel, men jeg insisterede. Det var Tines egne ord – en gang i foråret 2009, hvor hun lå på en seng i en lejlighed i Spanien. Vi var taget derned for at arbejde med bogen, og hun var i en slem forfatning. Natten før havde hun haft en seriøs omgang Roskildesyge, og to nætter forinden var hun faldet ud af sin smalle enmandsseng – måske fordi hun var vant til at sove i en meget større seng – måske fordi vi havde drukket lidt vel meget hvidvin aftenen forinden. Hvorom alting er, havde hun et blå-lilla mærke på benet på størrelse med en gammel singlevinylplade, hendes mave var ikke helt faldet til ro, og hun mente ikke, hun var i stand til at blive interviewet. Men jeg satte mikrofonen på natbordet ved siden af hende og sagde: ”Tal”, og så sad vi (eller jeg sad og hun lå) i det lille soveværelse i en skumringstime og snakkede, og det var i den samtale, vi kom ind på hendes egen fejlbarlighed. Hun sukkede og sagde: ”Mit liv … det har minsandten været et lettere kaotisk ridt henover prærien.” Det var også her, hun sagde: Hvis ikke jeg var så ufuldendt og klodset i mit eget liv, så havde jeg nok ikke kunnet møde andre mennesker på den måde, jeg har gjort.”

Og Tine mødte mennesker. Hun mødte de unge piger på mødrehjælpen, der var blevet gravide uden en mand og et ægteskab til at legalisere det. Hun mødte de ældre, slidte og udmattede kvinder, der var gravide for syvende gang og som ikke magtede endnu et barn, hun mødte narkomanerne på Dagcenter for Misbrugere -i i en tid, hvor man ikke vidste, hvor stor og altødelæggende en kraft stofferne er, hun mødte de udstødte og utilpassede på Christiania, de forvaringsdømte grønlændere med tidsubestemte straffe, og hun mødte dem ikke bare, der hvor de var – når hun var på arbejde. Hendes dør på Uraniavej stod åben, og det blev den ved med – også efter at Sonny Boy havde stjålet deres stereoanlæg to gange, en nys løsladt – og helt fremmed fyr lånte Tines stationcar til at flytte i men glemte at levere den tilbage, og det gjorde den, efter at politiet omringede huset, fordi Store Iben havde stjålet et barn i en barnevogn og taget det med hen på Uraniavej.  Og der var altid en seng til en perifer bekendt eller kollega, når livet kom ud af kontrol. Det var der i hvert fald til mig en gang, jeg havde brug for det. Dengang kendte vi kun hinanden fra Tværs, men hun var alligevel den, jeg ringede til, og det var hende der sagde: ”Selvfølgelig lille skat, du kommer bare.” Det ved jeg, der er mange andre, der også har hørt, og alle vi, der kom til at kende hende rigtig godt, vil for evig og altid savne hendes ”Hej skat” i telefonen.

I dag ville Tine være blevet 80 år, og jeg er fuldstændig sikker på, at havde hun levet, ville hun stadig være i fuld gang med at efterleve sit yndlingsbonmot: Life isn’t about waiting for the storm to pass, it is about learning to dance in the rain.” Hun ville stadig have danset i regnen, hun ville stadig ufortrødent have set og fortalt om sine egne uformåenheder og derfor med stor autoritet stadig være gået ud og sagt til en ny generation. ”Du er god nok.”

For præcis det er nok det vigtigste at sige om Tine. Hun kendte til menneskets grundvilkår. Hun sagde det selv: ”Alt det gode, som vi så gerne vil gøre, og alt det onde vi kommer til at gøre i stedet”. Så det var hendes grundtone. Hun sagde, at vi godt må fucke op, at vi må svigte og gøre andre ondt – eller det må vi selvfølgelig ikke, men vi gør det. For det er det, mennesker gør. Det vidste Tine, og derfor mødte hun alle med stor tolerance og largesse, og sagde, at vi er værd at elske, selvom vi nogle gange ikke opfører os ordentligt – i ordet egentlige forstand. Derfor nåede hun ud til os alle og tog om vores hjerter. Os alle sammen: De tilsyneladende perfekte, de lasede, de pjaltede, de uformående, de udstødte, de højtråbende, de utilpassede og de uperfekte. Og hun fortalte os alle sammen – hver og en: Du er god nok!”

Jeg kendte Tine i 24 år – men jeg fik kun fornøjelsen af at kende hende rigtigt i de år, hvor vi arbejdede med bogen, udgav den og derefter kørte rundt i Tines bil (hvis hun ikke lige havde lånt den ud til en ven eller fremmed, der havde brug for den) – i hele Danmark og spiste franske hotdogs og fortalte om hendes liv og vores samarbejde. I de år nåede hun at blive min ven. Og jeg savner hende. Jeg savner hende, hver gang, der sker noget nyt i mit liv, som jeg har lyst til at fortælle til netop hende. Jeg savner også at kunne være en af dem, som hun ringede til, når livet og kærligheden var svær – når hun ringede op og sagde: ”Åh Gitte, jeg bliver vanvittig”. For Tines liv var stadig turbulent, selvom hun var en dame af alder.

Men jeg mangler hende allermest – hele tiden og altid – til at forsikre mig om, at jeg ikke behøver at være perfekt, at jeg ikke behøver lade skammens grimme fjæs tårne sig op i surrealistisk overstørrelse, når jeg har gjort noget forkert – at jeg er god nok alligevel. Netop god nok – på trods – og alligevel.

Og så er det nu ikke helt sandt. Jo  … kors, hvor ville jeg ønske, hun var på den her jord stadigvæk. Men af alle stemmer, jeg har hørt i mit liv, er Tines den, der står allermest tydeligt. Jeg kan finde den i mit hoved – med alle tonefald – med alle nuancer. Hun er hos mig, som hun er hos alle dem, hun elskede og hos alle dem, der fik et kærligt klap, en opsang, et anerkendende ”Hmm” og et skub til at gå videre – ud i livet, som dem de var, med det de kunne, og det de ikke magtede.

Tak Tine, hvor du end er, fordi du krydsede vores vej og gjorde livet – lidt nemmere.